MENU

Tag landsholdene med i lommen

Nu kan du finde både aktuelle og historiske data på alle landshold og landsholdspillere på DBU’s Fodbold app, som nu har rundet en halv million downloads.

Landshold_app_500
Den nye landsholds-funktion er klar i app´en nu. Foto: DBU

DBU’s populære Fodbold App er netop landet i en ny version, og én af de to store nyheder er et særligt afsnit, hvor du kan finde kampprogrammer og resultater på alle DBU´s landshold – helt tilbage til tiden, hvor Morten Olsen var en solid forsvarsklippe i den danske defensiv.

De nye tiltag kommer efter forespørgsler fra de mange brugere, der dagligt klikker sig ind på app´ens mange muligheder, fortæller kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer.

”Vi er rigtig glade for at imødekomme mange brugeres ønske om overblik over landsholdets kampe på mobile enheder. Det har i processen været vigtigt for os at give alle landsholdene - ikke kun A-landsholdene – et nyt mobilt ståsted”, siger Jakob Høyer.

Endnu en ny funktion i app´en er den personlige forside, Som gør det muligt at vælge de menupunkter til app´ens startside, som du ønsker. En nødvendighed med de mange forskellige roller i fodboldDanmark, fortæller IT Chef i DBU, Heidi Lüthje.

”Vores brugere har ofte flere kasketter på, så muligheden for at personificere forsiden af app’en efter brugerens eget verdensbillede er noget som vi håber, vil gøre en stor forskel for den enkelte,” siger Heidi Lüthje.

For at personificere din egen forside, kræver det blot, at du har et DBU-login. Login´et kan nemt oprettes på Fodbold app’en eller via DBU’s hjemmeside.

Du kan læse mere om Fodbold app’en her, og du kan hente app´en på enheder, som kører enten iOS eller Android.


Log ind