Konference skal sikre mere idræt til Grønland

Grønlænderne er et idrætsglad folkefærd. Men klimaet og faciliteterne i Grønland er en udfordring. En stort anlagt idrætskonference den 17-19 august 2016 i Nuuk skal være startskuddet på udviklingen af fremtidens idræt i Grønland og skabe endnu flere aktiviteter og bedre forhold.

Groenland_kunstgraes

Den nye kunstgræsbane på Grønland skal sikre en større interesse for fodbolden og fodboldens udvikling i Grønland. 

Over 30 oplægsholdere og over 150 deltagere samles i Grønland i denne uge med det formål, at sikre at idrætten i Grønland får et løft. På tværs af sportslige organisationer, virksomheder, fonde og politikere er der et udbredt ønske om at skabe bedre forhold for de idrætshungrende grønlandske borgere.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og Grønlands Boldspil-Union (GBU) har været med til at tage initiativ til konferencen. DBU og GBU indgik sidste år en samarbejdsaftale om at udvikle grønlandsk fodbold. Ifølge DBU’s formand, Jesper Møller, er konferencen startskuddet på en rivende udvikling for fodbolden:

”Grønlænderne er et aktivt folkefærd. Mere end hver 10 grønlænder spiller fodbold, men på baner og under forhold de færreste spillere vil betragte som optimale. Konferencen i Nuuk skal være med til at starte en udvikling, som skal forbedre forholdene. Det vil DBU meget gerne være en del af”, udtaler Jesper Møller.

DBU og GBU har en stålfast mission om at endnu flere grønlændere skal ud og spille fodbold. Fodbolden kan være med til at skabe en positiv udvikling i det grønlandske samfund, hvor fodbolden kan være med til at skabe øget sundhed og fællesskaber i hele Grønland.

Som en del af udviklingen har de to forbund aftalt, at man skal sikre at 4-6 kunstgræsbaner i fuld størrelse skal etableres i Grønland. Banerne skal også være med til at sikre en markant fremgang antallet af spillere, dommere og frivillige. I Grønlands Boldspil-Union ser man frem til samarbejdet:

”Grønlandsk fodbold har mange aktive spillere. I GBU har vi ca. 4.800 registrerede spillere, men vi mener, at vi de kommende år kan få mere end 10.000 spillere på Grønland.  Derfor er vi også glade for, at DBU og mange andre aktører giver os opbakning til at nå vores mål og har vist interesse for konferencen i Nuuk”, udtaler formanden for Grønlands Boldspil Union, John Thorsen.

Konferencen ”Fremtidens idræt i Grønland” den 17-19 august er den første konference for hele idrætsområdet i Grønland. Konferencen er arrangeret af Grønlands Idræts-Forbund og Elite Sport Greenland i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden, Dansk Boldspil-Union og Idrættens Analyseinstitut.

Med en lang række spændende oplæg og debatter vil konferencen sætte fokus på de vigtigste områder for fremtidens idræt i Grønland. Herunder foreningsudvikling, faciliteter, idrættens betydning for sundhed og social inklusion samt talentudvikling, eliteidræt og Grønlands plads i international idræt.

Læs mere om konferencen her.

Log ind