MENU

Stor tilslutning til C-licens i 2015

6.649 kursister har deltaget på DBU’s C-uddannelseskurser i 2015. Esbjerg fB er en af de klubber, der satser på at uddanne børne- og ungdomstrænere - internt og i sine mere end 50 samarbejdsklubber. Det kommer der i sidste ende bedre fodboldspillere ud af, lyder det fra klubbens uddannelsesansvarlige.



DBU's C-træneruddannelse for børne- og ungdomstrænere tiltrækker fortsat mange kursister. Foto: www.fodboldbilleder.dk

Superligaklubben Esbjerg fB har valgt at lægge en betydelig arbejdsindsats i uddannelse af børne- og ungdomstrænere i sit nærområde.

- Vi hører tit, at det kan være svært for små klubber at løfte ansvaret for træneruddannelse. Det betyder, at vi skal forsøge at være behjælpelige med at uddanne trænere i nærmiljøet, og det kan være en afgørende faktor i at få dygtige spillere i vores område. Vi er interesserede i at få så gode træningsmiljøer som muligt, fortæller Rasmus Lundager Heide, der er uddannelsesansvarlig i EfB.

Uddanner flere trænere end nogensinde før

Klubben er tovholder på DBU’s C-træneruddannelse for næsten 60 klubber i Sydvestjysk Fodbold Samarbejde (SFS) og ser flere gevinster:

- Vi får dygtigere fodboldspillere ud af det, og vi kommer meget tættere på vores samarbejdsklubber, fordi vi får et større kendskab til deres trænere. Det gør det både nemmere at lave aftaler og nemmere at være med til at dygtiggøre dem, siger Rasmus Lundager Heide og fortsætter:

 - Internt i EfB er det en kæmpe gevinst. Vi har et sted mellem 15-20 C-licensinstruktører, og vi har aldrig nogensinde uddannet så mange trænere, som siden C-licensen er blevet et tilbud. Fordelen er, at det er mindre, kortvarige og specialiserede kurser, som kan ligge i forbindelse med træningsforløb og andet, hvor der er anledning til at tage børnefodbold op.

Siden 2013, hvor C-uddannelsen blev indført, har EfB afholdt samtlige af uddannelsens kurser, og en del af dem kører nu fast og udbydes hvert år.

Kursusstatistik for C-uddannelsen i 2015

Vender vi blikket mod den landsdækkende kursusstatistik for DBU’s C-uddannelse i 2015, fortsætter den med at tiltrække mange trænere. Med 6.649 deltagere på de forskellige kurser i uddannelsen er der dog sket en lille nedgang i 2015 sammenlignet med sidste år.

Men faldet i antallet af afholdte kurser og kursister skal ses i lyset af, at C-træneruddannelsen ikke længere er del af den overgangsordning, som blev introduceret sammen med uddannelsen i 2013.

Børnefodboldens Basis ligger i toppen

Børnefodboldens Basis er med flere længder det mest populære kursus i C-uddannelsen. Det sidste år har der i alt været afholdt 90 kurser med deltagelse af 1.204 personer. Populariteten kan hænge sammen med, at DBU anbefaler trænere at tage kurset som det første i rækken af C-trænerkurser.

Kurset Leg dig til landsholdet har været det næstmest populære C-kursus med 753 deltagere fordelt på 54 kurser, mens Spilforståelse ligger på tredjepladsen med 48 kurser og 707 kursister.

Fra 2016 er to nye kurser, Teknisk træning og Træning på tværs, en del af C-træneruddannelsen, mens deltagelse på Store Trænerdag/Store Trænertræf udgår.

Se også

DBU Uddannelseskatalog 2016

Log ind