Claus Bo Larsen bliver ny formand for dommergruppe

DBUs bestyrelse har udpeget Claus Bo Larsen som formand for den nye dommergruppe, der er nedsat, som en del af den nye dommerstruktur. Dommergruppen vil bestå af syv medlemmer, der skal varetage det elitære dommerarbejde i Danmark.



Tidligere FIFA-dommer, Claus Bo Larsen er udpeget af DBU's bestyrelse til at lede DBU's nye dommergruppe, der fremadrettet skal arbejde med udviklingen af Danmarks elitedommere. Foto: www.fodboldbilleder.dk 

Det bliver Claus Bo Larsen, der kommer til at stå i spidsen for DBU’s nye dommergruppe, der er en sammensmeltning af den tidligere dommergruppe og elitedommergruppe.

”Jeg glæder mig meget til at videreføre det store arbejde, der er foretaget i de tidligere dommergrupper,” siger Claus Bo Larsen, der har ambitioner om at klæde Danmarks bedste dommere endnu bedre på.

”I dag er der enormt fokus på dommere, og der kommer flere og flere kameraer på kampene. Derfor ser jeg det som en opgave at hjælpe med forsat at minimere de uundgåelige fejl, der bliver begået, og klæde dommerne endnu bedre på mentalt,” siger den nye formand for DBU’s dommergruppe.

Det var muligt at ansøge om optagelse i DBU’s dommergruppe frem til 3. december. Efterfølgende besluttede DBU’s bestyrelse for fem medlemmer, der indgår i gruppen sammen med DBU’s dommerkonsulent Kim Milton og medlem af DBU’s bestyrelse Jens Jørgen Møller Nielsen. 

Udover Claus Bo Larsen vil den kommende gruppe bestå af den tidligere superligadommer, Henrik Kragh, den tidligere elitedommer, Claus Mortensen, tidligere medlem af elitedommergruppen, Per Kjærsgaard-Andersen samt Jan Carlsen ekspert i fodboldloven og tidligere medlem af elitedommergruppen.

DBU’s dommergruppe bliver ansvarlig for det elitære dommerarbejde, og skal ved hjælp af en række nedsatte undergrupper sikre, at endnu flere får mulighed for at arbejde med elitært dommerarbejde, samt at man via en opdeling af de forskellige arbejdsområder undgår, at de er de samme personer, der arbejder med flere områder. 

Arbejdet med den nye struktur har været længe undervejs og blev påbegyndt tilbage i maj måned. I november blev den nye struktur, der skal forenkle arbejdet med de danske dommere på elite- og breddeniveau, vedtaget.  I den nye struktur varetages arbejdet med breddedommerne i Foreningen af Lokal Unioner, mens elitedommerområdet varetages af DBU’s dommergruppe:

”Det har været vigtigt for os at være grundige i vores arbejde. Derfor har vi brugt et halvt år på at få den rigtige struktur på plads, der forenkler arbejdet med at udvikle dommere i Danmark,” fortæller Jens Jørgen Møller Nielsen, som var formand for DBU´s tidligere dommergruppe og har siddet med i arbejdsgruppen for den nye struktur. 

”Vi er rigtig tilfredse med, at vi nu har fået lavet en struktur, hvor det er de rigtige mennesker, der arbejder med henholdsvis elite og bredde. Det er en forenklet og mere transparent struktur. Samtidig sikrer de fem undergrupper under DBU’s dommergruppe, at endnu flere med passion for det elitære dommerarbejde, kan bruge deres kompetencer på at udvikle vores dommere, så vi ikke længere ser, at det er de samme personer, der varetager flere områder. Det, tror vi, skaber de bedste dommere i Danmark. Både til eliten og bredden,” slutter Jens Jørgen Møller Nielsen.

Log ind