U17: Ærgerligt nederlag til Tjekkiet

Det danske U17-landshold tabte 0-1 til Tjekkiet. Dermed ser chancerne for dansk avancement i EM-kvalifikationen små ud.




Det blev en meget hektisk første halvleg, da det danske U17-landshold mødte Tjekkiet i den sidste af tre kampe i kvalifikationspuljen i Andorra. 

Fra start var det danske hold aggressive i presset og arbejdede hårdt for at forstyrre det tjekkiske opspil. Samtidigt spille man hurtigere og mere direkte end i de foregående kampe, hvilket ikke så ud til at passe tjekkerne så godt, selvom modstanderen havde stor fysisk styrke. 

Kampen forblev halvlegen igennem meget lige uden de store chancer til nogen af holdene. Derfor var pausestillingen stadig 0-0.

Fra start af anden halvleg kom det danske hold igen ud med god indstilling, og der blev arbejdet hårdt for hver bold. 

Desværre fik holdet ikke clearet hurtigt nok på en bold i egen forsvarszone, og da en dansk forsvarer fik et blokeret skud, drejede bolden mærkeligt rundt og dansede desværre lige ind over den danske mållinje. 

Danmark opgav dog ikke, og det lykkedes at få fremtvunget de fire til fem gode muligheder, der kunne have givet udligning. 

Men ind ville bolden ikke. Det blev kun til lige ved og næsten, og så vandt Tjekkiet deres tredje sejr. 

Efter kampen sagde en afklaret landstræner: 

”Det er super ærgerligt, at vi ikke får point i dag. Vi spiller en fin kamp, hvor vi får løftet arbejdsetikken og formår at kontrollere svære betingelser i form af bane og en fysisk stærk modstander. Vi bliver desværre igen ramt af personlige fejl, som modstanderen udnytter kynisk.”

”Vi har under denne turnering haft to godkendte præstationer og et helt stort kiks mod Rumænien. Der er masser af muligheder for at få noget ud af årgangen. Vi har lært meget af denne turnering, som blev spillet under vanskelige forhold og mod hård modstand,” sagde Jan Michaelsen efter kampen. 

Da Rumænien samtidigt vandt, ender Danmark som nummer tre. De fem bedste tre'ere går ligeledes videre, men da det kun er resultaterne mod nummer et og to, der tæller med, ser det ikke godt ud for danskerne. 

Log ind