Igen noget på spil for Futsallandsholdet

Det danske futsallandshold kan igen se frem til adskillige betydningsfulde kampe. I januar gælder det EM-kvalifikationen, som der var lodtrækning til fredag.

Det danske futsallandshold kan igen se frem til betydningsfulde kampe, når EM-kvalifikationen sparkes i gang i januar 2015.

Fredag var der lodtrækning i Nyon, og her blev det afgjort at det danske landshold og den nytiltrådte landstræner i januar skal en tur til Bulgarien. Her møder holdet ud over værterne møder Grækenland og Gibraltar i kampen om en kvalifikation til den såkaldte UEFA Main Round.

Og det er første gang at den nye landstræner, Nicolai Saabye skal i aktion med futsallandsholdet:

”Både jeg og holdet glæder os meget til at komme i gang. Der er en masse motivation og gejst i truppen, som jeg er sikker på, vi kan drage stor nytte af. Det er en trup, hvor vi både har flere nye unge talenter og erfarne spillere Jeg tror, det bliver rigtig spændende, og vi kan overraske,” lyder det fra landstræneren, der fredag var til stede i Nyon:

”Det er en spændende pulje – også med en del ukendte faktorer. Gibraltar kender vi ikke så godt og kender dermed heller ikke så meget til deres spillere. Dem skal vi naturligvis se nærmere på. Bulgarien burde vi kunne spille lige op med – i hvert fald et hold, hvor vi har muligheder. Grækenland kender vi heller ikke så meget til. Så en interessant pulje, som både kan vis sig ganske stærk, men også en pulje jeg bestemt tror, vi har en mulighed i,” siger Saabye.

EM-kvalifikationen spilles fra den 13. – 18. januar.

Sidst de danske spillere var i aktion var på eget ’græs’ i Nykøbing Falster, da Danmark sidste december var vært for det første afholdte Nordic Cup. En turnering, der i år afholdes i Finland og skaber ifølge landstræneren en perfekt optakt til de vigtige EM-kampe i januar:

”Det betyder rigtig meget, at vi kan måle os med nationer på samme niveau og lidt over. Det er en super god matchning før det for alvor går løs i januar. Det er også heldigt, at ingen af de nordiske nationer har trukket hinanden – så kan vi spille lidt mere frit. Så det bliver bestemt også en god turnering for os, ” slutter den danske landstræner fra Nyon.

Det danske futssallandshold har en enkelt træningssamling inden Nordic Cup i december.

Du kan se hele lodtrækningen på www.uefa.com.
Se futsallandsholdets program for 2014/2015

Log ind