MENU

U16: Landsholdets tur til Ukraine aflyst

Situationen i Ukraine tvinger DBU til at aflyse U16-landsholdets planlagte tur til Ukraine i slutningen af april. Beslutningen er primært truffet på baggrund af Udenrigsministeriets anbefalinger

Det danske U16-landshold var i perioden 29. april til 5. maj inviteret af det ukrainske fodboldforbund til otte nationers turneringen Bannikov Memorial, som bliver spillet i Kiev og omegn. 

Men set i lyset af den nuværende politiske situation i Ukraine og af hensyn til planlægning af mulige alternativer, har det været nødvendigt at trække en streg i sandet i dag.

På udenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at ”Udenrigsministeriet fraråder nu alle ikke nødvendige rejser til Ukraine….”, samt, at ”generelt er situationen i Ukraine usikker og kan ændre sig med meget kort varsel.”

På den baggrund har DBU’s sikkerhedschef Henrik Kjær Jensen vurderet, at forholdene i Ukraine ikke opretholder et acceptabelt sikkerhedsmæssigt niveau for U16-landsholdet, og at man på den baggrund ikke bør rejse til landet med henblik på at spille fodbold.

DBU’s administration arbejder i øjeblikket målrettet på at finde en alternativ landsholdsaktivitet i samme periode.

Log ind