Maibritt Mathiasen er Årets Fodboldleder 2013

Maibritt Mathiasen fra Guldborg IF er kåret til Årets Fodboldleder 2013 ved DBU’s repræsentantskabsmøde i Odense

Hør her, hvorfor Maibritt Mathiasen blev kåret til Årets Fodboldleder. Video: Allan Bjerrreskov.


”Jeg har faktisk ikke helt forstået det endnu, jeg plejer ikke at blive mundlam men det må jeg indrømme jeg er lige nu.”

Der var store klapsalver, da Maibritt Mathiasen tidligere i dag gik på scenen til DBU’s repræsentantskabsmøde.

Maibritt Mathiasen blev nemlig yderst fortjent kåret til Årets Fodboldleder for sin mangeårige frivillige indsats i Guldborg IF på Lolland, hvor hun siden 1990 har været formand. Hun er både formand for fodboldafdelingen og gymnastikklubben, ligesom hun træner ungdomshold i fodbold og er instruktør for både børn og voksne i gymnastik.

Hun beskrives som en ’toer’ med den sjældne evne at få andre med i arbejdet og fordele opgaverne på flere og samtidig skabe mærkbare resultater.

Derudover er hun en formidabel igangsætter og inspirator, der blandt andet var primus motor til ’Gifferklubben’, der er en foreningsdrevet klub med fokus på motion, sund kost og socialt samvær for børn og unge. Klubben blev etableret som følge af en skolelukning i Guldborg, og den har været stærkt medvirkende til at fastholde foreningslivet i de mindre årgange i Guldborg IF.

Det var en glad Maibritt Mathiasen, der modtog den ærefulde pris som Årets Fodboldleder 2013:

”Jeg er stolt af at komme fra Lolland-Falster, og jeg synes det er rigtig fedt at få prisen ned til et område, hvor der normalt er mange udfordringer. Jeg er jo indstillet for mit arbejde med børn og unge. De får normalt ikke så meget opmærksomhed i vores område, når der deles priser ud, så det er også en sejr for dem,” lød det fra en glad Maibritt Mathiasen.

Fem andre fodboldledere var sammen med Maibritt Mathiasen nomineret til prisen, der uddeles af DBU’s Breddeudvalg på baggrund af disse tre kriterier:

  • Skal have været aktiv som leder indenfor en fodboldklub og/eller lokalunion
  • Skal have gjort en markant forskel for klubben og/eller medlemmerne – ikke nødvendigvis gennem en lang årrække
  • Indstillingen må meget gerne være understøttet af andre klubber end den pågældendes egen.

Andre, der lørdag blev hædret ved DBU’s Repræsentantskabsmøde, var Poul Eriksen, Lindholm IF og Ulla Peterson, Orient Fodbold, der begge modtog Leo Dannins Rejselegat, samt Brian Johansen, AB, der modtog Erik Hansens Ungdomslederpris.

Læs mere
Seks nominerede til Årets Fodboldleder 2013  
Ildsjæle hædret i Maribo

Log ind