MENU

Jess Thorup på Store Trænerdag

Jess Thorup, Årets Træner i 2012/13, har fået en fantastisk start som U21-landstræner. Nu deler han ud af sin erfaring fra både klub og landshold til trænere på alle niveauer d. 29. maj, hvor DBU for 12. gang afholder Store Trænerdag.


www.fodboldbilleder.dk.


Sæt allerede nu kryds i kalenderen til årets Store Trænerdag 29. maj, der igen i år byder på masser af inspiration, viden og netværk!

Et af de første navne, der er faldet på plads er den danske U21-landstræner Jess Thorup. Jess Thorups U21-landshold er - her 300 dage efter hans tiltræden som landstræner - stadig ubesejret. Før han tog over som træner for de rød-hvide talenter, havde den 44-årige træner en række succesrige år i Esbjerg, først som assistent og til sidst som cheftræner, hvor han i 2013 vandt finalen i DBU Pokalen med holdet. En succes, der sidste år gav ham titlen Årets Træner 2013.

Derudover har den karismatiske træner en lang spillerkarriere på højeste niveau med i bagagen. Så det er bestemt en erfaren herre, som de danske klubtrænerne kan opleve på Brøndby Stadion til maj, når der afholdes Store Trænerdag

Vi har benyttet lejligheden til at stille nogle spørgsmål til Jess, som han både praktisk og teoretisk vil give nogle svar på:

  • Hvordan bryder vi igennem et modstanderhold, der står defensivt og kompakt?
  • Hvordan gør vi det – uden samtidig at give for mange chancer til modstanderens omstillinger?
  • Hvilke råd og redskaber kan jeg give mine spillere og mit hold til at kunne det?

En af de sværeste faser i fodboldspillet er netop, hvordan vi som hold bryder igennem et modstanderforsvar, der har besluttet sig for at spille kompakt – og forsøge at spille på hurtige omstillinger.

Jess vil give sine bud på, hvilke tekniske elementer han ser som vigtige i denne fase - fra opbygningsspil til afslutningsspil – og hvordan han arbejder med processen fra individuelle færdigheder til spil på stor bane med hele holdet.

Efter den praktiske demonstration vil Jess vise klip fra udvalgte kampe med U21-landsholdet.

Se interview fra Trænerlounge med Jess Thorup

Store trænerprofiler diskuterer trends i fodbolden
På sidste års trænerdag havde vi stor succes med at trække nogle fremtrædende fodboldprofiler ind for at debattere et fodboldfagligt tema – i det tilfælde ”Den gode afslutter”.

I år gælder det fokus på de globale trends i fodbolden:

”Også i år er vi heldige at have flere store trænerprofiler, herunder Morten Olsen, med i et panel og denne gang vil vi diskutere de seneste trends fra Champions League samt det kommende VM i juni," lyder det fra DBU's træneruddannelseskonsulent, Peter Rudbæk, der ligeledes kan afsløre, at den danske kvindelandstræner Nils Nielsen også vil bidrage på dagen med et indlæg om ”teamopbygning”.

Læs mere om Store Trænerdag her
Tilmeld dig Store Trænerdag her

Tag til landskamp og få hotelrabat
Du har også i år mulighed for at kombinere to store fodboldoplevelser. Vælger du således at starte bilen en dag tidligere og benytte dig af de billige priser til jubilæumskampen mod Sverige den 28. maj i Parken, så har DBU endnu et godt tilbud til dig, der ønsker hotelovernatning. Vælger du at være med til begge arrangementer og ønsker overnatning, vil du i bekræftelsen modtage en rabatkode, som kan anvendes ved bestilling af overnatning på Scandic Glostrup -  www.scandichotels.dk.

Læs mere om billetsalg til DK-Sverige her

Log ind