Farum Park lægger græs til FAXE KONDI ungdomspokalfinaler

Faxe Kondi øger engagementet i ungdomspokalturneringerne. Finalerne rykker til Nordsjælland.

Sidste år indledtes et 3 årigt samarbejde med Faxe Kondi omkring ungdomspokalturneringerne. Samarbejdet betød blandt andet, at der blev afviklet et flot finalearrangement på Odense Stadion, hvor de lokale pokalvindere kæmpede om hæder og ære og ikke mindst titlen som landsdækkende pokalmester.

Også i 2014 vil Faxe Kondi være på banen ved de lokale ungdomspokalturneringer. Særligt fokus vil blive lagt på de lokale pokalfinaler samt semifinalekampene i Øst- og Vestdanmark, hvor Faxe Kondi vil være til stede og uddele produkter, ligesom der vil være forskellige præmier, som vi endnu ikke kan løfte sløret for. Og så bliver der naturligvis holdt et brag af et landsdækkende finalearrangement. 

Kort sagt så vil der gå mere Faxe Kondi i Ungdomspokalen!

Finalerne rykker til Nordsjælland
Lørdag den 28. juni rykker 10 forventningsfulde hold ind på Farum Park. Det nordsjællandske stadion, der til dagligt lægger kunstgræs til FC Nordsjællands kampe, danner rammer om dette års landsdækkende finalearrangement.

Finalerne på Farum Park omfatter følgende årgange:

  • U15 piger
  • U18 piger
  • U15 drenge
  • U17 drenge
  • U19 drenge

Forud for finalerne skal der dog afvikles semifinaler, hvor de fynske pokalvindere møder de jyske ditto, mens finalisterne fra øst skal findes mellem DBU Sjællands og DBU Københavns pokalmestre.

Alle semifinalekampe for piger afvikles den 18. juni mens der for drengenes vedkommende afvikles semifinaler den 19. juni.

Men inden vi når til finalerne, skal der afvikles hundredevis af pokalkampe lige fra Gedser i Syd til Skagen i Nord, og Faxe Kondi og DBU ønsker jer alle held og lykke!

Log ind