U16: Spanien besejret efter flot fight

U16-landsholdet slog Spanien efter straffesparkskonkurrence ved den sidste kamp i UEFA’s udviklingsturnering i England.

U16-landsholdet efter sejren over Spanien, der gav Danmark tredjepladsen i UEFA's udviklingsturnering efter England og Spanien.


 

Efter to kampe hårde kampe mod Belgien og England var det tid til den formodede stærkeste modstander, da de danske spillere fra årgang 1998 mødte Spanien fredag på St. Georges Park. Danskerne viste med flot fight og intelligent spil, at der i årgangen findes stort talent, som taler godt for fremtiden.

I forhold til de to første kampe kom danskerne denne gang rigtig godt fra land, og holdet spillede sig fra start med flot pasningsspil godt forbi det spanske pres. Dette resulterede blandt andet i en stor mulighed midt i halvlegen til Jacob Bruun Larsen, som tæt på mål måtte se sin fine afslutning blive reddet til hjørnespark.

Danskerne havde fået finpudset defensiven, og i første halvleg holdt man spanierne til få scoringsmuligheder. Et frispark kort før pausen var dog tæt på at suse i mål, da danskerne ikke fik kommunikeret ordentligt i forsvaret. Afslutningen ramte dog stoplen og sprang tilbage i spil.

Efter pausen var det tydeligt, at de spanske spillere havde fået besked på, at de skulle op i et helt andet tempo. Danskerne blev i lange perioder presset langt tilbage på banen, og Spanien viste nu for alvor det hurtige pasningsspil, som de er kendt for. Flere gange sværmede spanierne omkring det danske mål, og i denne fase havde spanierne klart momentum.

Efter perioden med stort overtag til spanierne begyndte danskerne med et kvarters spil tilbage at få spillet sig ud af det tunge spanske pres. Med et mere direkte spil lykkedes det danskerne at få flyttet spillet længere frem på den spanske halvdel.

Danmark begyndte nu igen at true det spanske mål, og fem minutter før tid blev det for alvor sjovt at være dansker. Indstiftede Nicklas Røjkjær blev nedlagt i feltet, og på det efterfølgende straffespark scorede Nikolai Laursen sikkert.

Dermed var sejren nu indenfor rækkevidde for Danmark, og troen på egne evner virkede stor. Kort efter var der optræk til endnu et dansk mål, men i stedet var det pludselig spanierne, som slog til. Pludselig lå bolden for fødderne af en spansk angriber, som sikkert sparkede bolden i kassen. Dermed var det nu igen helt lige.  

Det var naturligt en kold spand vand i hovedet på de danske spillere, som dog ikke lod sig slog ud. Der blev fightet til sidste minut, og dermed skulle kampen afgøres med en straffesparkskonkurrence, så det ekstra point kunne uddeles.

Hvis de danske spillere var udmattede efter en hård kamp, så viste de ikke det mindste tegn af udmattelse, da der skulle sparkes fra 11 meter pletten. Danskerne var usvigeligt sikre, og alle fire danske sparkere (Agon Mucolli, Nikolai Laursen, Nicklas Røjkjær og Emil Riis Jakobsen) scorede. Da spanierne samtidig brændte to ud af tre spark, så kunne danskerne række hænderne i vejret og juble over den flotte skalp! 

Det var en meget tilfreds og stolt landstræner Per Holm, som efter kampen uddelte stor ros til de danske drenge.

”Det er en kraftpræstation, hvor vi får belønning for at bringe vores værdier med på banen – kvalitet, passion, mod og teamwok. Vi blevet matchet hårdt, men holdt os til gameplanen og gav alt for hinanden”

”Det var en kamp på meget højt niveau og kogt sammen med fight, fik drengene en super oplevelse og stor erfaring. Det lover godt for fremtiden,” fortæller Per Holm.

Dagens anden kamp blev vundet af England med 3-2 over Belgien. Dermed blev slutstillingen i turneringen således:

  1. Spanien 7 point
  2. England  6 point
  3. Danmark 3 point
  4. Belgien 2 point
     
Kamprapport
Hold U16-landsholdet
Kamp Spanien - Danmark
Tid 14. februar 2014 kl. 12:00
Sted St. George´s Park, Burton on Trent, England
Status UEFA Development tournament
Resultat 1-1 (0-0) Danmark vinder straffesparkskonkurrence 4-1
Tilskuere 92
Dommer David Coote (England)
Linjedommere Rob Merchant (England) & Danny Gratton  (England)
4. dommer Michael D´Aguilar (England)
Startopstillingen
Nr Spiller Klub
1 Lasse Askou Mikkelsen Esbjerg fB
2 Adnan Curovic Lyngby BK
3 Agon Mucolli Vejle BK
6 Frederik Fisker Viborg FK
8 Jacob Bruun Larsen Lyngby FC
11 Mark Brink Christensen Esbjerg fB
14 Mathias Bonde AGF
15 Mathias Laursen AGF
18 Nikolai Laursen Brøndby IF
19 Nikolaj Kirk FC Midtjylland
20 Oscar Buur Rasmussen AGF
Kampforløb
Min Status Spiller
30 Gult kort (Danmark) Adnan Curovic
75 0-1 (straffe) Nikolai Laursen
78 1-1 Daniel Villanueva
Ind- og udskiftninger
Min Ind Ud
69 17. Nicklas Røjkjær, Silkeborg IF Mathias Laursen
69 5. Emil Riis Jakobsen, Randers FC   Jacob Bruun Larsen
78 9. Lasse Jürgensen, FC Augsburg Nikolai Kirk
Ikke benyttet
4 Christian Kudsk Vejle BK
7 Gonzalo Jørgensen Atl. Madrid
10 Mads Vang FC Midtjylland
12                   Martin Holm AC Horsens
13 Mathias Andersen AaB
16 Viktor Anker Brøndby IF

Log ind