VM set gennem historien

Yussuf Sisto Peru


Verdensmesterskabet i fodbold har en lang historie, som strækker sig helt tilbage til 1930, hvor Uruguay var værter for den første slutrunde nogensinde. Turneringen er blevet spillet hvert fjerde år siden (undtaget i 1942 og 1946 på grund af 2. verdenskrig) - i alt 23 gange.

VM startede som en fiks idé hos den franske fodboldboss Jules Rimet, som også fik det første VM-trofæ opkaldt efter sig, og den første VM-turnering fandt altså sted i Uruguay i 1930. På grund af den lange afstand deltog kun 13 hold i turneringen – syv fra Sydamerika, fire fra Europa og to fra Nordamerika.


Danmarks historie ved VM i fodbold

VM og Danmark hænger ikke uløseligt sammen, selvom mange måske har en fornemmelse af det, på baggrund af den legendestatus, holdet fra VM i 1986 havde. Det var dog den første gang nogen sinde, der var et dansk landshold med ved slutrunden, efter det var kikset for landstræner Sepp Piontek at få holdet med til VM i Spanien i 1982.

Her havde Danmark været i kvalifikationspulje med både Jugoslavien og Italien, og de to store fodboldnationer var for stor en mundfuld for danskerne, der først havde fået indført professionel fodbold i 1978, og indtil da derfor ikke havde haft noget ordentligt landshold.

Hvis man skiftede til et hold med en professionel kontrakt, måtte man derfor ikke spille på landsholdet, så før 1982 var det praktisk taget umuligt med rød/hvide farver til en slutrunde i fodbold. Danskerne viste dog tænder med en flot og noget uventet 3-1 sejr over Italien i Parken. De azurblå blev som bekendt senere verdensmestre.

Siden VM i 1986 har Danmark været med til yderligere fem VM-slutrunder (VM 1998 – Frankrig, VM 2002 – Japan/Sydkorea, VM 2010 – Sydafrika, VM 2018 - Rusland og VM 2022 – Qatar).

I 1998 nåede Danmark kvartfinalen, hvor det i en flot kamp mod Brasilien blev til et nederlag på 3-2 for Bo Johanssons hold, efter at Danmark i en mindeværdig 1/8-delsfinale havde slået Nigeria 4-1.

I 2002 nåede Morten Olsens hold 1/8-delsfinalen, som blev tabt 3-0 til England, mens det i 2010 blev til et exit fra gruppespillet.

I 2018 nåede Åge Hareides drenge til 1/8-delsfinalerne, hvor holdet efter 1-1 i ordinær og ekstraordinær spilletid desværre tabte straffesparkskonkurrencen til de senere finalister og sølvvindere fra Kroatien. 

Ved VM i Qatar fandt Danmark aldrig melodien, og Kasper Hjulmands hold måtte desværre forlade VM efter gruppespillet med kun et point.